SOMMERSKI – HER KAN DU STÅ PÅ SKI OM SOMMEREN

Her får du vores bud på hvor i EUROPA
du kan stå på ski TIL SOMMER!

Sol, sommer og varme er på vej, og du går måske allerede og glæder dig til, at sommeren er slut, så du kan komme afsted på skiferie. Men fortvivl ikke, for skisæsonen behøver faktisk aldrig ende, og hver dag er skidag, hvis du spørger os!

Der findes nemlig fantastiske skiferiedestinationer i Europa, hvor du kan stå på ski hele året rundt, så der er masser af muligheder for at komme ud og stå på sommerski, midsommerski og gletsjerski hen over sommeren – og hver især er en helt særlig oplevelse i sig selv.

I sæsonen 20/21 var der desværre ikke mange, der kunne komme afsted på skiferie og få stillet skitrangen, men med udsigter til et vaccineret Europa og genåbnede landegrænser kigger vi nærmere på, hvilke skiferiedestinationer du kan tage til hen over sommeren i de 5 skilande Norge, Sverige, Østrig, Frankrig og Italien.

sommerski i norge

Folgefonna

Folgefonna er en isbræ – eller en gletsjer – og ligger et par timers kørsel sydøst for Bergen. Sæsonen i Folgefonna starter i maj og slutter til august, så Folgefonna er den perfekte destination, for en skiferie udenfor den almindelige skisæsonperiode.

Skiområdet er småt, men charmen ved stedet er, at du kan kombinere skiløb med milde sommertemperaturer og andre udendørsaktiviteter.

Til toppen af Folgefonna er der 1450 meter, og nedfarten er omkring 2500 meter. De brede og velpræparerede piste byder på sjov for både nybegyndere, øvede og eksperter.

Carving og funpark

Pistene saltes ofte for at sikre, der er et stabilt underlag at stå på ski på, og gøre carving muligt, hvis det er noget, du har lyst til at prøve kræfter med. Der er også en stor funpark i Folgefonna, så du kan kombinere en dag på pistene med at blære dig i parken med at lave skitricks.

Så på trods af Folgefonnas kompakte størrelse, er de altså masser af muligheder for sjov i sneen og også for aktiviteter udenfor pistene. Der er nemlig også mulighed for at kombinere skiferien i Folgefonna med at tage på gletsjervandring, fjeldklatring eller sejle i kajak i de omkringliggende fjorde, som i sommerhalvåret er fri for sne.

Galdhøpiggen

Galdhøpiggen er endnu en norsk gletsjer, og ligger cirka midt mellem Bergen og Trondhjem. Galdhøpiggen ligger ved Norges højeste bjerg, og området er åbent for skiløb fra maj til november. Galdhøpiggen er ca. 2200 meter høj, og den længste nedfart byder på 1400 meter med en højdeforskel på 350 meter. Der er i alt 25 piste.

I juli byder området på en fremragende skipark, og der er også en café, hvor du kan få noget mad og drikke.

En skitur til Galdhøpiggen kan kombineres med klatring, vandring eller SUP-boarding på Juvatnet, som er en gletsjersø, der i sommerhalvåret har det smukkeste, turkisblå vand.

SOMMERSKI I SVERIGE

Riksgränsen

Danskerne er for nyligt begyndt at få øjnene op for Riksgränsen, og med god grund. Når andre skiområder lukker ned, begynder det at blive sjovt i Riksgränsen! Indtil februar er stedet nærmest mørkelagt, grundet stedets placering mod nord, så solen står ikke op før februar.

Riksgränsen er Sveriges nordligste og bedste skiferiested – ja, faktisk er det et af verdens nordligste skiområder. Ved Riksgränsen er der mulighed for at stå på ski, mens sommeren er på sit højeste, da området ligger så nordligt, at du oplever midnatssol, når du holder skiferie i Riksgränsen om sommeren.

Skiområdet byder på 19 piste til både begyndere og eksperter, og der er også rigtig gode muligheder for off-piste i området! Det er også off-piste, som området især er kendt for.

Det højeste punkt i området ligger cirka 900 meter over havoverfladen, med et fald på 387 meter, og længste nedkørsel er på 2500 meter.

Skiferiesæsonen går helt slutningen af sommerferien, og byder på masser af sneklædte landskaber og dejlig solskin. Pistene er snedækket helt til hen omkring midsommer, og sidst på skisæsonen i Riksgränsen vil du opleve at solen nærmest ikke går ned, når der er midnatssol. Det betyder også, at du kan stå på ski hele døgnet rundt, og på den måde kan du virkelig få udnyttet skiene!

Byen Kiruna ligger i nærheden, og der afgår shuttlebusser til Riksgränsen dagligt.

SOMMERSKI I ØSTRIG

Hintertux

Hintertux er en gletsjer i Østrig, og også Østrigs højeste beliggende skiområde.

Som det eneste sted i Østrig, er der mulighed for at stå på ski hele året rundt på Hintertux, og området er altså den helt oplagte destination for en skiferie udenfor skisæsonen i Østrig.

Hintertux byder i sommerhalvåret på 18 kilometer piste, så der er masser af piste at boltre sig på.
Du finder piste i blå, rød og sort kategori – pistene er dog hovedsageligt blå og røde.

Det anbefales at du bliver på pistene, og holder dig fra en fristende off-piste tur, da gletsjeren kan have gletsjerspalter, som er svære at se.

Dog er der på gletsjeren også dyb sne, så hvis du holder af at freeride er der mulighed for det! Der findes også funparks i Hintertux, hvor du kan slå dig løs og lave fede skihop.

Hintertux byder også på andre aktiviteter end skiløb. Der er nemlig rig mulighed for at komme på guidede vandreture på gletsjeren, så du kan komme hen til de smukkeste udsigtssteder på den snehvide og isblå gletsjer, eller udforske området på mountainbike.

sommerski i frankrig

Tignes

Alle elsker puddersne, men har du prøvet slush? Nogle mener, at det er endnu bedre end puddersne, og giver det sjoveste og bedste skiløb, og slush er der masser af i Tignes – hvert fald hvis du venter med skiløbet til omkring middagstid. Om morgenen og hele formiddagen er sneen stadig hård og frossen efter nattens frostgrader, og jo senere på dagen vi kommer op, jo mere slushy bliver sneen, så foretrækker du hårdtpakkede piste, er det med at stå tidligt op.

Tignes er en del af Grande Motte-gletsjeren, som har sommersæson fra slut juni til start august.

Grande Motte-gletsjeren er 3656 meter høj, og selve skiområdet går helt op til 3500 meters højde, med en højdeforskel i skiområdet på 750 meter. Der er piste til alle niveauer – blå, røde og sorte.

Skiferien i Tignes byder på 150 kilometer piste, og området er også forbundet med Val d’Isere, som byder på fremragende skiløb i vintersæsonen. Hele området som både Tignes og Val d’Isere er en del af kaldes for Espace Killy og har i alt 300 kilometer du kan boltre dig på!

I området er der gode muligheder for skiløb, nyde en drink i sommersolen, tage på mountainbiketur, spille golf eller prøve kræfter med riverrafting, hvis du vil kombinere skiferien med andre sjove udendørsaktiviteter. Byens sø, Tignes Le Lac, forvandles om sommeren til en turkisblå smeltevandssø, som du kan sejle kajak, kano eller stå på SUP-board på.

Alpe d’Huez

Alpe d’Huez er en charmerende fransk alpeby i en højde af 1860 meter med 250 kilometer blå, røde og sorte piste. Sommerskiløb i Alpe d’Huez ligger i juli og august måned, og foregår på gletsjeren Sarenne i 3300 meters højde.

Skiområdet er smart opbygget, så de begyndervenlige piste ligger tættest ved byen og de mere udfordrende, sorte piste ligger længere væk fra byen.

Skiområdet i Alpe d’Huez er lidt stejlt, men det er stadig begyndervenligt, da der også er mange blå og røde pister til dem, der foretrækker det.

Alperne har en særlig plads i hjertet hos rigtig mange skiløbere, og også hos os. Den fænomenale udsigt til sneklædte giganter næsten uanset hvor man kigger hen, er virkelig noget for sig. Derudover er klimaet i Alpe d’Huez også skønt og Alpe d’Huez har faktisk rekord i antal solskinstimer om året. Så elsker du kombinationen af skiløb og højt solskin så er Alpe d’Huez stedet du skal til!

Også i Alpe d’Huez er der mulighed for masser af andre aktiviteter end skiløb, da du også kan nyde sommersolen i poolen eller i sportscenter, hvor der er baner til badminton, tennis og boldspil eller holde træningen ved lige.

SOMMERSKI I ITALIEN

Stelvio

Stelviopasset er beliggende i Italien ved grænsen til Schweiz, og byder på 20 kilometer piste. Sæsonen i Stelvio starter omkring maj og slutter igen i november, og byder som mange andre sommerskidestinationer på gletjserskiløb, nemlig på gletsjeren Livrio.

De fleste af pistene ved Stelvio er blå, med en enkelt rød og sort piste. Så det er altså en oplagt destination for nybegyndere på ski, eller et sted, hvor du i ro og mag kan forbedre dit skiløb og skiløbsteknikker.

Området er småt, men udover mulighed for sommerski, er det også et naturskønt område med gode spa-muligheder. Der er i området en funpark/skipark, så du kan kombinere traditionelt skiløb med tricks og sjov i parken.

Hver dag er skidag

Så selvom året 20/21 blev et mærkeligt år for os alle, og uden de helt store skiferieoplevelser, så er der altså ingen grund til at pakke skiene og skiudstyret helt væk endnu. Så er det op til dig om sommerferien skal stå på skiløb, eller om sommerferien skal kombineres med et par dages skiløb.

Aktiv sommerferie

Er du til aktiv sommerferie, så er sommerskiferie mere end oplagt. Områderne, som danner rammen for sommerskiløb, byder nemlig også på muligheder for andre udendørsaktiviteter såsom vandring, klatring, kajak, riverrafting eller mountainbiking, fordi sommerens milde temperaturer åbner for en masse nye muligheder for at være aktiv i området. Sommerens milde vejr gør, at du kan se skiferieområderne på en helt ny måde, og krydre skiferien med en masse andre aktiviteter!

Færre mennesker på pistene

Der er flere fordele ved at tage på skiferie om sommeren. Udover der er en helt anderledes stemning, og at du får en helt ny oplevelse ved at stå på ski, vil du også opleve at der ikke er lige så mange mennesker afsted på skiferie udenfor skisæsonen – og det betyder jo mere plads til dig på pisterne! Især i en post-pandemisk tid kan det for mange give en tryghed, at der ikke er alt for pakket på pistene.

Udover det, kan det også være en stor fordel at tage på skiferie udenfor skisæsonen, da mange af dem, der skulle have været afsted på skiferie i skisæsonen 20/21 allerede har booket skiferien til sæsonen 21/22, hvilket både kan give udsolgte hoteller og menneskepakkede pister. Så hvis du vil have højere chance for at være sikret en skiferie i år, er det måske en god idé at kigge lidt udenfor sæsonen.

Prisen er som regel lavere

Prisen for en sommerskiferie er som regel lavere, end en skiferie er i højsæsonen fra november til februar/marts. Så udover færre mennesker på pistene, kan du altså også spare nogle knaster på bankkontoen, ved at vente med at tage på skiferie til udenfor højsæsonen.

Dog er der måske ikke lige så meget gang i områdets butikker og restauranter, når du kommer udenfor den sædvanlige skisæson, men til gengæld kan du nyde at kunne kombinere skiferien med udendørs swimmingpools, hvis det kunne friste! Mange hoteller på helårsdestinationerne har nemlig udendørs swimmingpools, netop fordi sommeren byder på varmere temperaturer og dermed den perfekte kombination af ski og sol.

Vejret på sommerskiferien

Vejret om sommeren er selvsagt mere solrigt og varmt end i vinterhalvåret, på langt de fleste destinationer, og det er altså en helt særlig følelse at kunne stå på ski, og bagefter kunne sætte sig og nyde en cappuccino eller en kold øl i solens varme i 18 graders varme, eller tage en svømmetur i en udendørs swimmingpool. Tjek op på hver enkelt destinations vejrudsigter, og husk at pakke passende skitøj til vejret.

Især når du tager på sommerskiferie i 3500 meters højde er solen stærk, så der er altså helt ideelle muligheder for at kombinere sol og ski.

Vi håber du har fået god inspiration til hvor du kan komme afsted og stå på ski, selvom kalenderen siger sommer!

Relaterede indlæg:

STØRRELSESGUIDE

SkiOutlets størrelsesguide til ski, støvler, stave og beklædning.

SKIHJELM: HVILKEN SKIHJELM SKAL DU VÆLGE?

Vores skiekspert Thomas fortæller her, hvordan du finder din størrelse i skihjelm

SKISTAVE: GUIDE TIL DEN RIGTIGE LÆNGDE

Vores skiekspert Thomas klæder dig på til at vælge den rigtige længde skistave

TRELAGSPRINCIPPET

Et midlayer eller mellemlags høje funktionalitet gør et midlayer til den perfekte løbejakke