SKIBAKKER I DANMARK – HER KAN DU KÆLKE OG STÅ PÅ SKI

Her får du vores bud på hvor i Danmark du kan stå på ski og kælke henne!

Sneen er drysset ned over store dele af landet, og tilbage er kun at ønske sig, at man kunne komme ud og lufte skiene på en god skibakke. Flere steder i Danmark er der faktisk anlagt glimrende skibakker, så du kan komme ud og stå på ski herhjemme.

Men hvor ligger skibakkerne du kan boltre dig på herhjemme? Vi giver dig her 5 bud på nogle af de bedste skibakker og kælkebakker i Danmark!

udendørs skibakker i danmark

Det er måske ikke alle, der ved det, men Danmark har faktisk en god håndfuld udendørs skibakker til alpinløberne med skilifte og anlagte snekanoner, så du kan stå på ski, selvom der ikke er sne i luften.

Nogle af skibakkerne er kunstigt anlagt, mens andre er naturligt skabt af istiden.

Bakkerne er så store, som det er muligt med det danske landskab, men er tilpas høje og stejle til at give et sus og følelsen af de store skibakker i udlandet! 

Herunder får du vores bud på 5 gode skibakker.

1: HEDELAND SKICENTER

Omkring Roskilde ligger Hedeland Skicenter, som er en udendørs kunstigt anlagt skibakke, der er 282 meter lang og 45 meter høj med snekanoner og skilifte.

Hedeland Skicenters skibakke har både et område til alpinløbere, en snowpark til snowboardere og en kælkebakke til børnene.

Du slipper for at kæmpe dig op ad bakken til fods – Hedeland Skicenter har nemlig to tallerkenlifte, så du hurtigt kan komme op og få næste tur ned ad bakken, samt en tallerkenlift til børnene på kælkebakken.

Skibakken har også skikanoner, der spreder kunstsne på de dage, der ikke lige byder på snevejr.

Skibakken har en hældning på den første tredjedel på 27 %, hvilket svarer til en tur på rød piste. Herefter går skibakken ned på 15 %, som svarer til en blå piste, og til sidst runder bakken ud i en svag grøn piste. Hedeland Skicenter betegner selv skibakken i sin helhed som en tur ned ad en blå piste.

Vil du se hvordan skibakken ser ud inden du tager afsted, kan se skibakken på deres livekamera her.

Skibakken drives af Roskilde Skiklub.
Adresse: Tranemosevej 10, 2640 Hedehusene

2: COPENHILL SKIBAKKE

En skibakke i baghaven? Det er lige præcis det, Copenhill er for københavnerne! Skibakken er ca. 400 meter lang med et fald på 75 meter og er anlagt på taget af Amagers forbrændingsanlæg.

På Copenhill kan du stå på ski i både snevejr og solskin. Underlaget er nemlig af grøn plastik (kaldet Neveplast), så du uden problemer kan stå på ski uden sne.
Du skal dog sørge for at smøre dine ski på silikonemåtterne, inden du tager en tur ned ad skibakken og også huske at smøre skiene igen efter hver tur, du tager ned ad bakken. Plastikunderlaget på skibakken kan nemlig slide på dine ski, da der skabes friktionsvarme under skiene.

Regner det er skibakken også perfekt til skiløb. Regn gør nemlig underlaget glattere, så det er endnu sjovere at stå på ski ned ad bakken!

På toppen af Copenhill får du en flot udsigt over København og Amager.
Adresse: Vindmøllevej 6, 2300 København

3: skibakke på fyn

Findes der noget mere oplagt end at anlægge en skibakke på Fyns højeste punkt? Det synes Odense Skiklub ikke, og vi er helt enige!
Slagterbanken, Fyns bedste svar på en skibakke, ligger ved Frøbjerg Bavnehøj, som er Fyns højeste punkt.

Frøbjerg Bavnehøj er ca. 127 meter høj og 200 meter lang, så der er altså rigtig god mulighed for at få god fart under skiene og få øvet på sine sving på skibakken.
Også på toppen af Slagterbanken er der en flot udsigt – er du heldig med vejret, kan du se helt til Jylland.

Der er ved skibakken en træklift, som du kan bruge til at trække dig op på toppen af bakken med. Liften kører kun i weekenderne.

Skibakken drives af Odense Skiklub. Find vej til skibakken på Fyn her.

4: SKIBAKKE PÅ BORNHOLM

Skibakken Slettegård ligger ved Gudhjem på Bornholm, og skibakken består af to pister på en bakke, der er ca. 250 m. lang og har et fald på 35 – 40 meter.

På Skibakken Slettegård kan du stå på ski hele vinteren, uden du skal krydse fingre for sne i vejrudsigten.  Skibakken benytter sig nemlig af skikanoner, der sørger for et jævnt lag sne, så du kan få fart under skiene hele vinteren. På toppen af pisterne er der udsigt til Christiansø, som er et kig værd.

Skibakken drives af Bornholms Skivenner.
Adresse: Gudhjemvej 35, 3760 Gudhjem

5: FÅREBAKKERNE VED NÆSTVED

Ved Næstved ligger Fladså banker, som også kaldes Fårebakkerne. Fårebakkerne er et bakkelandskab, der er naturligt skabt i istiden. Det ene område i Fårebakkerne kaldes af de lokale for Skibakken, da den i lang tid er blevet anvendt som skibakke og kælkebakke.

Skibakken i Fårebakkerne er stejlest foroven og flader ud på den sidst halvdel.

Er der faldet sne, er Skibakken ved Næstved et besøg værd, både for skiløbere og kælke-entusiaster.

Adresse: Fladsågårdsvej, Næstved

Relaterede indlæg:

HVOR SKAL SKIFERIEN GÅ HEN?

Hvilken destination skal du vælge til din næste skiferie? Fordele og ulemper...

BEKLÆDNINGEN TIL DIN SKIFERIE

Hvad skal man iklæde sig for at holde varmen i sneen?

CORONAVIRUS OG SKIFERIE

Coronavirus og skiferie - kan drømmen om sne, sol og ømme ben blive til virkelighed?

NY PÅ SKI

Den første skiferie og helt sikkert ikke den sidste!